Renoveringer for millioner: Frivillige puster nyt liv i forladte stationsbygninger

Lokale ildsjæle kæmper for at undgå forfald i de gamle stationsbygninger.

En gruppe frivillige i Tarm arbejder på højtryk med at omdanne byens gamle stationsbygning til et moderne forsamlingshus.
En gruppe frivillige i Tarm arbejder på højtryk med at omdanne byens gamle stationsbygning til et moderne forsamlingshus.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Overalt i landet støder man på gamle stationsbygninger, der står tomme. Billetsalget er for længst afløst af en automat, og DSB har ikke noget at bruge lokalerne til mere.

Stationsbygningerne risikerer mange steder at gå i forfald, men det har frivillige ildsjæle flere steder sat sig for at undgå.

Et stort projekt

Et af de steder er i Tarm, hvor stationsbygningen fra 1877 har set bedre tider. Men det er på vej til at ændre sig. Sidste år overtog en lokal arbejdsgruppe Tarm Station, og nu arbejder de på højtryk med at sætte bygningen i stand.

- Vi har en vision om, at vi skal have lidt liv og sjæl ind i bygningen, så den ikke står og forfalder, siger Janni Juhler, næstformand i Tarm Almennyttige Ejendomsforening, som står bag renoveringsarbejdet.

Målet er at lave et moderne forsamlingshus og samtidig fortælle historien om Tarm Stole- og Møbelfabrik, der lå lige ved siden af stationen. Her blev de kendte FDB-møbler i en årrække produceret. 

Det kræver dog en solid portion knofedt at nå så langt.

- Der er nok at tage fat i. Der er både lofterne og med tiden og taget, som skal renoveres. Ud over det er der mange projekter med væggene, som vi skal have sat i gang, siger Janni Juhler.

0:35
Janni Juhler fortæller om visionen for det omfattende renoveringsprojekt i Tarm.

Skrækscenariet er en lagerhal

Også i Ringkøbing er der planer om at hjælpe en gammel stationsbygning ind i 2019.

- Standen af værelserne og bygningen er ikke sådan lige til at gå til, men det synes vi kun er en spændende udfordring, siger Hans Christian Vestergaard, formand for Ringkøbing Udviklingsforum.

Stationsbygningen i Ringkøbing kan ende som både et værested for unge og en café.

- Vores skrækscenarie ville være, at det var en lokal virksomhed, der købte den og lavede den til lagerfaciliteter og lukkede vinduerne, så den var fuldstændig lukket og man ikke kunne bruge den til noget som helst, siger Hans Christian Vestergaard.

Stationerne er vigtig kulturarv

Mange af de gamle stationsbygninger er stadig ejet af DSB, og her glæder man sig over de lokale initiativer.

- Der står en række flotte bygninger, som skriger på at blive aktiveret igen. Der er en kulturarv i de her bygninger og i hele stationsmiljøet, som selvfølgelig skal have nyt liv, siger Niels A. Dam, chef for afdelingen Bygherre & Entreprise, der hører under DSB Ejendomme.

I Ringkøbing har styregruppen søgt Realdania om 18 millioner. Ud over istandsættelse af stationsbygningen skal pengene også gå til at etablere en gangbro over banen.

I Tarm regner arbejdsgruppen med at skulle skaffe omkring tre millioner. Arbejdet er først lige gået i gang, men den store lokale opbakning gør ildsjælene bag projektet til optimister.

- Hver gang er der kommet flere frivillige til, og siden den første arbejdsweekend i oktober har vi fordoblet antallet, siger Janni Juhler.

DSB har kun tre stationer med personlig betjent billetsalg tilbage. Det er på hovedbanegårdene i København, Odense og Aarhus.

3:05