Pusten er gået af brevstemmerne på sidste stemmedag

Lørdag er sidste mulighed for at brevstemme til folketingsvalget. Mange brevstemte allerede i sidste uge, men i Ringkøbing-Skjern Kommune er der stadig travlt.

Lørdag er sidste mulighed for at brevstemme
Lørdag er sidste mulighed for at brevstemme
Foto: Lasse Hagelund Uttrup

Mængden af brevstemmer til folketingsvalget er løjet af siden EP-valget. Det fortæller Jesper Graff Thøger, vicekontorchef i byrådssekretariatet i Gladsaxe Kommune.

- Vi har ro på brevafstemningen. Der har generelt været en kæmpelyst til at brevstemme i år, og det hænger sammen med, at der har været to valg på samme tid, så i sidste uge var der travlt.

- Her op til folketingsvalget er det stilnet lidt af, fordi der er rigtig mange, der slog det sammen op til europaparlamentsvalget i sidste uge, siger Jesper Graff Thøger.

Lørdag er sidste dag, man kan brevstemme, og de sidste steder lukker klokken 16. Der er ikke behov for at bestille tid gennem borgerservice.

Hvis man først er fremme ved stemmestedet kort før deadline, og der er kø, bør man ikke give op og tage hjem igen. Bare man er der inden lukketid, får man lov at brevstemme, beroliger Jesper Graff Thøger.

- Man kan bare møde op, og så kommer man til, så snart der er ledigt. Vi lukker ikke præcis klokken 16, hvis der stadig er mennesker. Så sørger vi for, at alle vælgere, der møder op, kan få stemt.

- Jeg vil tro, at man på en dag skal sætte et kvarter af, hvis det går højt. Ellers kan man klare det på ti minutter, siger han.

Stadig travlt i Ringkøbing-Skjern Kommune

Der er forskel på, hvor længe de enkelte steder holder åbent for brevstemmer. Nogle steder lukker således før klokken 16.

For at se mulige steder at brevstemme samt deres åbningstider skal man ind på de enkelte kommuners hjemmesider.

I Ringkøbing-Skjern Kommune oplevede Torben Andersen, der er leder af kommunens borgerservice, også et øget tryk, da man kunne stemme til to valg samtidig.

- Vi fornemmer generelt et større og større tryk, jo tættere vi kommer valgdagen. Måske har det aftaget lidt den seneste uge, men der er stadig travlt, siger han.

Ønsker man at brevstemme, kan man tage sit valgkort med. Det er dog ikke nødvendigt. Man kan også blot dukke op med kørekort, pas eller sygesikringsbevis, oplyser Torben Andersen.

2:24
Der er dem, som stemmer for første gang - og så er der dem, som sandsynligvis sætter deres sidste kryds.Men selvom adressen hedder hospice, og regeringen måske først er dannet efter dødsdagen.Så er det at stemme lige så vigtigt som for alle andre.