Provstiudvalg siger nej til menighedshus

Der er ikke flere penge at låne hos Ringkøbing Provsti. Derfor er Ringkøbing Menighedsråds planer om at bygge et nyt sognehus sat på standby.

220615Musikskole.jpg

Planerne om at bygge et omstridt sognehus i Ringkøbing er løbet ind i økonomiske problemer.

Derfor har menighedsrådet søgt om at låne yderligere 3,5 millioner af provsti-udvalget til projektet. Men onsdag aften blev det afgjort, at det ikke er en mulighed.

- Der er simpelthen ikke flere penge at hente. Pengene for 2016 er allerede fordelt, så der er ikke noget at gøre, forklarer provst, Lone Hvejsel.

Tidligere i år blev Ringkøbings gamle musikskole revet ned for at give plads til det nye sognehus. Planen var, at byggeriet skulle koste 6,5 millioner kroner.

De penge har provstiet tidligere givet menighedsrådet tilsagn om at låne, men nu da byggeriet ser ud til at blive 3,5 mio. kroner dyrere, er kassen lukket i.

- Det er selvfølgelig ærgerligt for menighedsrådet, og vi ville gerne have hjulpet, hvis vi havde haft pengene. Nu må menighedsrådet vurdere, hvad der så skal ske, lyder det fra provsten.

Låne-afslaget blev vedtaget enstemmigt på provstiets møde, og det sætter nu foreløbigt en stopper for byggeriet.