Politiet indstiller eftersøgningen

Lokale jægere fortsætter dog med at lede efter den forsvundne 20-årige ved Ringkøbing Fjord.

081210_Eftersoeg.jpg

Politiet i Ringkøbing har nu besluttet at stoppe eftersøgningen af den 20-årige Tobias Sundgaard Petterson.

- Vi har været over det hele ude i området, og nu er der kun fjorden tilbage. Fjorden er isbelagt, og derfor har vi ikke mulighed for at gennemsøge den i øjeblikket. Vi må vente til det bliver tøvejr, siger lederen af lokalpolitiet Jens Ole Pedersen.

- En svær beslutning

Tirsdag aften tømte Beredskabsstyrelsen et vandhul ved Ringkøbing Fjord - men uden resultat. Jens Ole Pedersen understreger, at det har været en svær beslutning at indstille eftersøgningen.

- Jeg ved hvor hårdt det kan ramme de pårørende, som gerne vil have vished for, hvad der er sket. Men jeg kan ikke se andre muligheder, siger Jens Ole Pedersen.

Lokale jægere har dog allerede meddelt politiet, at de vil fortsætte eftersøgningen, og politiet vil gerne hjælpe frivillige med at koordinere arbejdet.

Tobias Sundgaard Petterson blev sidst set natten til søndag, da han efter en julefrokost steg af bussen mellem Ringkøbing og Søndervig - et par kilometer fra sit hjem på Holmsland.

Man har i løbet af onsdagen stadig kunnet se politifolk i området - men det skyldes træning hos politiets hundeførere. Den officielle eftersøgning er indstillet.