Personpåkørsel ved Ulfborg: 82-årig mand død

På strækningen mellem Ringkøbing og Struer var togene aflyst i et par timer. Det var på grund af en personpåkørsel ved Ulfborg.

Arriva Tog
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

En 82-årig mand er blevet påkørt af et tog syd for Ulfborg og er død. 

Klokken 13.53 modtog politiet en anmeldelse om en personpåkørsel syd for Ulfborg Station ved overkørsel Thorsted. Da politipatruljen og indsatslederen kommer frem finder de en 82-årig mand død på stedet. 

Politiet oplyser, at der var 11 passagerer i toget, men ingen af dem har været vidne til ulykken. Kun lokomotivføreren har set ulykken. 

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til TV MIDTVEST, at Politi- og Redningsarbejdet på stedet er færdigt, og at man ser sagen som afsluttet. 

Efter kortvarig aflysning af togtrafikken, kører togene nu igen mellem Ringkøbing og Struer, dog med forsinkelser, oplyser Arriva til TV MIDTVEST.