P-vagt kaldt til undsætning i Ringkøbing-Skjern Kommune

Politiet har for mange problemer med ulovlige parkeringer i Ringkøbing-Skjern Kommune. Nu skal en p-vagt sætte en stopper for problemet.

ringkskjern p-vagter
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Ulovlige parkeringer på handicappladser, manglende overholdelse af tidsfrister og parkering på privat grund er bare nogle af problemerne i bymidten i Ringkøbing. 

- Hvis de lige hurtigt skal ind og have noget, så er folk gode til lige at smide bilen. Og så holder den egentlig mere i vejen, siger Majbritt Danielsen, der bor i Ringkøbing.

Indtil videre har det været politiets opgave at holde styr på de ulovlige parkeringer, men nu er parkeringsproblemerne simpelthen blevet for store. 

- Det er jævnligt, at vi får henvendelser, hvor der bliver parkeret i strid med reglerne, siger Mette Bundgaard, der er politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi.

På private parkeringsområder er det parkeringsselskaber, der står for en lovlig parkering, men ellers er det politiets opgave.

- Jeg synes, at det har været rigtig træls på godt jysk, at vi har måtte sige, at det har vi desværre ikke ressourcer til. Det har vi nu, siger politikommissæren. 

I samarbejde med politiet i Herning bliver der derfor indsat en parkeringsvagt til netop at få styr på parkeringsforholdene i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Jeg synes, at det er dejligt at kunne lave en service for de borgere, der ringer til mig og laver anmeldelser, om at der bliver parkeret i strid med reglerne, siger Mette Bundgaard. 

Også hos kommunen er de stødt på problemet.

- Vi har faktisk i Teknik- og Miljøudvalget fra tid til anden fået nogle henvendelser fra folk, der bor inde midt i byen, der føler sig generet af folk, der holder på deres grund, siger Ole Kamp (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Hos borgerne i Ringkøbing er der dog uenighed, om hvor god idé det er med en parkeringsvagt.

- Det vil da være træls. Det vil da være rigtig træls, siger Alfred Meyer. 

- Jeg synes ikke, det er så stort et problem, siger Else Hvidberg.

- Jeg tror faktisk, at det er et større problem, end mange de lige aner, siger Majbritt Danielsen. 

Den nye parkeringsvagt begynder i næste uge. 

1:39
Politiet har for mange problemer med ulovlige parkeringer i Ringkøbing-Skjern Kommune. Nu skal en p-vagt sætte en stopper for problemet