Overskud trods historisk kold festival

Det pæne vejr fredag og lørdag var med til at redde festival i Bork efter et par kolde dage med lav omsætning.

030815BorkFestival.jpg

Den 35. udgave af Bork Havn Musikfestival ender med sorte tal på bundlinjen.

Festivalen, der sluttede lørdag, har endnu ikke et endeligt resultat, men formand Elmar Haahr Hansen er sikker på, at det ender med et overskud, selv om vejret i den grad testede arrangørernes nervesystem de første dage.

- Vi fik tæsk både onsdag og torsdag. Specielt torsdag var bidende kold. Jeg har aldrig oplevet en så kold start på festivalen, og det kostede en del på omsætningen. Så vi var meget glade, da varmen og gæsterne begyndte at komme fredag og lørdag, siger Elmar Haahr Hansen.

Festivalen har endnu ikke gjort op, hvor mange billetter der blev solgt. Men langt de fleste af de mange gæster opførte sig eksemplarisk.

Lokalpolitiet i Ringkøbing melder om en meget fredelig festival, der bød på et par voldssager, tre sager om narko (små mængder hash og en ulovlig pille) og en enkelt mand, der blev sigtet for at overtræde våbenloven på grund af en ulovlig springkniv. Og endelig var der tre sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Og at den kolde start var med til at dæmpe gemytterne kan også aflæses i antallet af behandlinger hos Røde Kors-samaritterne.

- Vi kan se, at tallet er faldet med 30 procent i forhold til sidste år, siger Elmar Haahr Hansen.