Østbande fængsles og udvises: Kom kun til Danmark for at begå kriminalitet

Seks litauere er blevet dømt til flere års fængsel og udvisning af Danmark for en række tyverier.

Politiet fandt kilovis af stjålne smykker i sommerhusene i Ringkøbing.
Politiet fandt kilovis af stjålne smykker i sommerhusene i Ringkøbing.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

En litauisk tyvebande er i dag blevet dømt flere års fængsel og udvisning af Danmark for en række tyverier i det midt- og vestjyske.

De seks mænd brugte en uge af december på at stjæle mellem 3- og 400 smykker, hvor de boede i to sommerhuse i Ringkøbing. Lokale fattede dog mistanke, og politiet igangsatte en overvågning, inden de fangede dem på fast gerning.

To af de seks litauere var tidligere dømt i Danmark og havde i forvejen indrejseforbud. De modtog begge tre års fængsel, men udbedte sig yderligere betænkningstid.

De resterende fire mænd fik to og et halvt års fængsel samt udvisning og indrejseforbud for bestandigt, hvilket de alle modtog.

- Jeg er tilfreds med, at de blev dømt for alle 31 forhold og at de gjorde det i forening, selvom de boede i to nabohuse, siger anklager Iben Ernst Bøttker til TV MIDTVEST.

Hun forklarer desuden, at retten lagde vægt på, at de seks mænd kun var kommet til Danmark for at begå kriminalitet.