Opråb mod kystnære vindmøller: - Tiden er løbet fra projektet

Opføringen af Vesterhav Syd og Vesterhav Nord er netop blevet udskudt i tre år. Lokale i Hvide Sande håber nu, at projektet droppes helt.

Jens Boller fra Hvide Sande er lettet over, at han ikke skal have havvindmøller som naboer i vandet de næste tre år.
Jens Boller fra Hvide Sande er lettet over, at han ikke skal have havvindmøller som naboer i vandet de næste tre år.
Foto: Privatfoto

Det er en ekstra god forårsdag for Jens Bollerup fra Hvide Sande. Han bor lige ud til stranden, hvor Vesterhav Syd efter planen skal ligge.

Men efter flere klager fra lokale og sommerhusejere skal Energiklagenævnet nu lave et tillæg i den oprindelige miljøvurdering.

Og det betyder, at opføringen af de kystnære vindmøller er udskudt tre år.

- Jeg blev enormt glad. Det betyder meget for alle dem, der bor ud til stranden her i Hvide Sande, siger en lettet Jens Bollerup.

Han er født og opvokset i Hvide Sande, og bruger dagligt stranden lige ude foran sit hus.

- Det er særdeles positivt, at vi undgår de her møller så tæt på stranden. Det er et sted jeg bruger til at gå ture og slappe af og nyde udsigten, siger han.

Kort over placering af den sydligste af de to kystnære havmølleparker i Vesterhavet.
Kort over placering af den sydligste af de to kystnære havmølleparker i Vesterhavet.
Foto: Vattenfall

Jens Bollerup var været med til at klage til Energiklagenævnet. Og han møder dagligt folk i lokalområdet, der frygter vindmøllerne og sætter pris på, at han råber op.

- Når man står ved køledisken og generelt møder folk rundt i bybilledet er mange enige om, at vindmøllerne ikke bør være så tæt på. Vi går da ind for grøn energi, men hvorfor skal det være så tæt på stranden?

- Men der er ikke mange, der tør udtrykke det, fordi vindmølleindustrien er så stor en del af erhvervet, siger Jens Bollerup.

Burde droppes helt

Husejeren, der bor helt ud til klitterne i Hvide Sande ser udskydelsen som en mulighed for, at projektet droppes helt.

- Det er simpelthen uhensigtsmæssigt med så store møller så tæt på stranden, siger Jens Bollerup.

- Jeg håber, at politikerne udnytter muligheden til ikke kun at udskyde det, men får det nedlagt. Tiden er løbet fra det her projekt, siger han.

- Både økonomisk og teknologisk bliver det her projekt overhalet af tiden inden for de næste tre år. 

Han tror i stedet, at udviklingen vil overhale projektet, så der i stedet bliver opført nogle langt større havvindmøller, som bliver placeret endnu længere ude.

- Vi vil i stedet se dobbelt så store havvindmøller, der kan blive opført 30 kilometer eller længere væk fra kysten, siger Jens Bollerup.

Vesterhav Syd og Vesterhav Nord skal efter planen ligge mellem 4,2 og 10 kilometer fra kysten.

De to vindmølleparker kommer samlet til at producere strøm, der dækker det årlige forbrug for 380.000 danske husstande.

Ifølge interesseorganisationen Dansk Energi vil det koste tre millioner ton CO2 om året at udskyde projektet i tre år. Det svarer til udledningen fra 1,5 millioner dieselbiler.

Jens Bollerup slipper for at få kystnære vindmøller som naboer. I hvert fald de næste tre år.
Jens Bollerup slipper for at få kystnære vindmøller som naboer. I hvert fald de næste tre år.
Foto: Privatfoto
1:50