Opdateret: Brand i Fakta

I dag klokken 11.21 gik der ild i taget på en lagerbygning ved Fakta på Rindomgårdsalle 90 i Ringkøbing. Kunder og personale er blevet evakueret fra butikken.

Fakta_brand2.jpg

Midt - og Vestjyllands Politi fik alarmopkaldet klokken 11.21. Meldingen lød på brand i taget på Faktas lagerbygning.

Branden skulle nu være under kontrol, men der var kraftig røgudvikling, hvorfor butikken på Rindomgårdsalle i Ringkøbing blev evakueret.

- Butikken vil uden tvivl være lukket det næste lange stykke tid, for der er både røg - og vandskader inde i butikken, og nu skal den tømmes fuldstændig af skadesservice, fortæller indsatslederen ved Brand og Redning i Ringkøbing-Skjern, Henning Oelsen.

Fakta_brand4.jpg

Årsagen er ukendt

Årsagen til branden er endnu ukendt, men branden startede i baglokalet af butikken, hvorfra den fik fat i lagerbygningens tag og et træskur, der udbrændte fuldstændig.

- Slukningsarbejdet fortsætter de næste par timer, og politiets teknikere begynder så deres arbejde med at undersøge stedet, når slukningsarbejdet er overstået, lyder det fra indsatslederen.

I første omgang er der ikke melding om nogle tilskadekomne.

Fakta-butikken er nyopført og åbnede 5. juni i år. Der er formentlig skader for op mod to millioner kroner.