Ny nationalpark: Borgmester er optimistisk

Den nye nationalpark ved Skjern Å mødte en del modstand på infomøde. Borgmester alligevel optimistisk.

Borgmester Hans Østergaard (V) tror på, at det denne gang lykkedes at få en Nationalpark omkring Skjern Å.
Borgmester Hans Østergaard (V) tror på, at det denne gang lykkedes at få en Nationalpark omkring Skjern Å.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Godt 500 var onsdag aften mødt op til borgermøde for at høre nyt om Nationalpark Skjern Å, der har gode muligheder for at blive en realitet, hvis man spørger borgmester Hans Østergaard (V) fra Ringkøbing-Skjern kommune.

- Der har været gode vibrationer i aften. Der har været en god stemning i forhold til det her. Så jeg er optimistisk og positiv.

På mødet fik offentligheden for første gang indblik i det område der skal inddrages til den nye Nationalpark Skjern Å.

Det vidtstrakte område, der nu er tegnet ind på landkortet, ligger hovedsageligt i Ringkøbing-Skjern Kommune. Men også Herning Kommune vil være en del af den nye nationalpark, som bliver Danmarks sjette af slagsen og den anden her i landsdelen, efter Nationalpark Thy.

Kritiske lodsejere

Og selv om borgmesteren er optimistisk, så var der også en del korslagte arme over den nye nationalpark, som, hvis den kommer, vil berøre en hel del lodsejere i de to kommuner.

 - Jeg tror da, der er mange muligheder i det, men for nogle har det selvfølgelig også en konsekvens, som de er her for at høre om. Så jeg tror det er godt, de holder sådan et borgermøde, hvor alle kan blive hørt og få lidt information, siger Lone Meyer fra Lønborg.

Planerne om en nationalpark omkring Skjern Å har tidligere været langt fremme. Men i sidste øjeblik blev de droppet i 2012. Allerede den gang var der lokale lodsejere, der var imod projektet.

- Tror du, det kan lykkes at overbevise de her skeptikere i den videre proces?

- Jeg tror på, vi kan lykkes med at få dannet et grundlag for Nationalpark Skjern Å. Jeg bilder mig ikke ind, at det kortudsnit, vi viste i aften, som et muligt projektområde, at det er det, vi kommer igennem med. Der vil blive flyttet streger på det kort. Der er nogle, der er så skeptiske over for det her, så vi ikke får dem med. Nu inviterer vi til dialog, og vi accepterer selvfølgelig et nej. Et nej er et nej og et ja, det er et ja. Jeg vil da gøre alt, hvad vi kan for at vi i minimum kommer i dialog med de her mennesker inden det kommer der til, hvor man egentlig står af på det, siger borgmester Hans Østergaard (V), Ringkøbing-Skjern kommune.

Godt 500 var onsdag aften til møde i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.
Godt 500 var onsdag aften til møde i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Borgmester: Det her er en god idé

Arbejdet i nationalparkudvalget og den grønne følgegruppe begyndte sidste forår.

- Vi skal inddrage lodsejerne og øvrige interessenter i det arbejde her, så tror jeg, vi skal fortsætte af samme spor, som vi nu har kørt det sidste års tid. Og så stille og roligt gennemarbejde det her og så få overbevist om, at det her er en god idé, siger Hans Østergaard (V), borgmester, Ringkøbing-Skjern.

På mødet var der også mange som var begejstrede over, at en ny nationalpark måske alligevel kan blive til virkelighed, selv om den første udgave døde i 2012.

- Jeg tror bare, det er rigtigt vigtigt man får alle med og får gjort det her til en fælles sag. Jeg har snakket med så mange forskellige mennesker af alle slags, og alle siger bare, den her gang vil vi have den, siger Claus Brodtkorb fra Skjern, som var en af deltagerne på mødet. 

2:51
I snart et års tid har Nationalparkudvalget og en følgegruppe arbejdet med at finde egnede arealer til en ny nationalpark.