Ny museumsdirektør efter første arbejdsdag: - En stor følelse

Mette Bjerrum Jensen overtog torsdag posten som Ringkøbing-Skjern Museums nye direktør. Opgaven går hun ydmygt til, forklarer hun.

Den nye direktør for Ringkøbing-Skjern Museum, Mette Bjerrum Jensen, var både stolt og spændt på sin første arbejdsdag.
Den nye direktør for Ringkøbing-Skjern Museum, Mette Bjerrum Jensen, var både stolt og spændt på sin første arbejdsdag.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Det er bestemt ikke hver dag, Ringkøbing-Skjern Museum får ny direktør.

Faktisk er det 42 år siden, det skete sidst, og derfor var Mette Bjerrum Jensen spændt på sin første arbejdsdag i den nye stilling.

- Det er en stor følelse. Og samtidig har jeg også en ret ydmyg følelse i forhold til at skulle overtage en forretning, som er ret velsmurt, kan man sige.

- Den bygger på en masse gode idéer, og nu skal jeg være med til at tegne nye, gode idéer, siger Mette Bjerrum Jensen.

Stort ansvar at løfte

Ansættelsen af Mette Bjerrum Jensen blev meldt ud tilbage i juni. Hun kommer fra en stilling som leder af Tirpitz-udstillingen ved Vardemuseerne, og nu skal hun altså i stedet løfte arven fra Ringkøbing-Skjern Museums mangeårige direktør, Kim Clausen.

Så det er et par store sko, hun nu skal forsøge at udfylde, forklarer souchef hos Ringkøbing-Skjern Museum, Peter Carstensen.

- Først og fremmest er det en kulturarv, der skal bevares, og det er den, man har ansvaret for i Danmarks største kommune.

- Det er også en af Danmarks allerstørste turistkommuner, så der er også et attraktionsansvar, man skal løfte, siger souchefen.

Præstegård rummer vildt potentiale

Idéerne har hun allerede mange af, Mette Bjerrum Jensen.

De første tanker, hun overvejer at føre ud i livet er blandt andet at videreudvikle Bork Vikingehavn, mens også præstegården, der engang tilhørte en vis Kaj Munk, kan komme til at spille en stor rolle på listen over seværdigheder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Jeg tænker, at et sted som Kaj Munks præstegård rummer vilde potentialer for at fortælle nogle meget gribende historier, som rækker ud over kommunen, siger Mette Bjerrum Jensen.

For museumsdirektøren handler det dog om at lytte og lære i den første tid. Men ambitionerne for fremtiden fejler ingenting.

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der kommer dobbelt så mange gæster ind, inden jeg stopper, smiler Mette Bjerrum Jensen.

2:10