Ny leder af præstegård

Skjern Museum har netop ansat journalist og kommunikationsrådgiver Jørn Verner Stendorf som ny daglig leder af Kaj Munks Præstegård i Vedersø.

vedersoepraestegaard_0.jpg

Kaj Munks Præstegård i Vedersø har fået ny daglig leder. Efter Lisbeth Lunde Lauridsen fornylig stoppede i jobbet af familiære årsager har stillingen været ledig, men nu bliver den altså besat af journalist og kommunikationsrådgiver Jørn Verner Stendorf.

Det er kort og godt et drømmejob, som jeg glæder mig til at tiltræde, siger Jørn Verner Stendorf. Og det er da også et velfungerende sted, han overtager.

Særdeles velfungerende besøgssted

- I de fire år, Lisbeth Lunde Lauridsen har været leder, har hun, ansatte og frivillige gjort præstegården i Vedersø til et internationalt formidlingscenter med cirka 15.000 besøgende årligt. Så det er et særdeles velfungerende besøgssted, som Jørn Vernder Stendorf "arver", udtaler Kim Clausen, direktør for Ringkøbing Skjern Museum.

Kaj Munks Præstegård ejes af den selvejende institution Kaj Munks Præstegård i Vedersø, og drives af Ringkøbing Skjern Museum, som består af 14 besøgssteder omkring Ringkøbing Fjord.

Jørn Verner Stendorf tiltræder stillingen 1. marts 2015.

Læs mere om Kaj Munks Præstegård på www.levendehistorie.dk