Ny hjælp til børn af alkoholikere: - Det gav mig mit liv tilbage

Nu er der mere hjælp til vestjyske børn og unge, der vokser op i familier med alkohol- eller stofmisbrug.

24-årige Josefine Vesterherup fra Holstebro slæber rundt på en tung familiebagage.

quoteDet betyder rigtig meget. Det her findes over hele landet, men har manglet herude vest på, så det er vi rigtig glade for

Lene Jensen, terapeut, TUBA, Ringkøbing-Skjern

- Jeg har aldrig kendt til andet end at have en far, der drikker, siger Josefine Vesterherup.

- Jeg gik i enormt mange år og havde rigtig ondt i maven over, at det var min skyld, at vores familie var gået i stykker.

Den alkoholiske far havde store konsekvenser for Josefine Vesterherups liv.

- Jeg var meget syg af angst i rigtig mange år, og mit liv var bare for kort til, at jeg skulle gå og have det så skidt og være så grund-ked-af-det hele tiden.

Derfor tog Josefine Vesterherup for to et halvt år siden en beslutning om, at det skulle være slut med at have det dårligt.

Hun begyndte i et forløb hos TUBA i Holstebro, hvor hun i løbet af årerne har været i enkeltterapi og gruppeterapi.

- Jeg har fået sindssygt meget ud af det. Jeg tror på, at jeg har fået mit liv tilbage ved at få hjælp af TUBA.

Ny afdeling i Ringkøbing-Skjern

Og nu åbner organisationen TUBA, der står for Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere, en ny afdeling i Ringkøbing-Skjern.

En del af landet, der ellers hidtil har været en mørk plet på kortet.

- Det betyder rigtig meget. Det her findes over hele landet, men har manglet herude vest på, så det er vi rigtig glade for, siger Lene Jensen, der er terapeut ved TUBA i Ringkøbing-Skjern.

- Vi tilbyder, at de enten kan komme i gruppeforløb eller individuelle forløb. For det er meget forskelligt, hvad man har brug for, siger hun.

Den nye afdeling i Ringkøbing-Skjern bliver officielt indviet i morgen.

Sidste år var godt 3.000 unge i behandling hos TUBA.

Fakta: Familier med alkoholproblemer

 

Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Sundhed.