Nu bliver det igen tilladt at fiske i Skjern Å

Stormen Johanne har rusket så meget op i det varme vand, at laks og ørred atter tåler at blive genudsat.

Fiskeriet i Skjern Å blev indstillet den 25. juli.
Fiskeriet i Skjern Å blev indstillet den 25. juli.
Foto: Arkiv

Lystfiskerne ved Skjern Å kan godt begynde at glæde sig. 

Foreningerne under Skjern Å Sammenslutningen har besluttet, at det fra søndag morgen atter er tilladt at fiske i åen.

- Jeg forventer, at der vil blive fisket på livet løs lige fra morgenstunden, siger formanden for Skjernådalens Lystfiskerforening, Stefan Meldgaard.

Fiskeriet blev lukket den 25. juli på grund af høje vandtemperaturer og lav vandstand, men stormen Johanne har rusket så meget op i vandet, at temperaturen nu er faldet til et mere fornuftigt niveau.

- Temperaturerne svingede mellem 18 og 20 grader. Nu er de nede mellem 16,5 og 18 grader. Det er stadig i den høje ende, så jeg vil ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at indføre et stop igen, men som forholdene er nu, er det atter forsvarligt at fiske, siger Stefan Meldgaard.

Tåler ikke at blive sat ud igen

I Skjern Å er der kvoter for, hvor mange laks lystfiskerne må tage med hjem. Når kvoten er overskredet, skal lystfiskerne sætte fiskene ud igen, men når vandet er for varmt, er der en stor risiko for, at de ikke overlever. Fiskene har simpelthen svært ved at udskille den mælkesyre, som de danner, når de kæmper på krogen.

Selv om fiskeriet nu igen bliver frit, opfordrer Skjern Å Sammenslutningen lystfiskerne til løbende at følge udviklingen og holde øje med vandtemperaturen.

Man kan følge temperaturen i Skjern Å på dette link.