Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk.
Sådan indleder Gnags sit hit, "Når jeg bliver gammel". Og netop Gnags - og særligt frontmand Peter A.G. - har Skjern et forhold til. For han stammer fra byen, hvor de nu laver samtalebænke inspireret af Gnags.
- Vi håber, de bliver en anerkendelse af én af vores bysbørn, Peter A.G. Man må godt prale af det, vi har i byen, forklarer Helle Stærk Olesen der er tovholder på Gentænk Skjern, der står bag samtalebænkene.
Det er elever på den forberedende grunduddannelse (FGU) i byen, der er i gang med at producere bænkene. Hvor mange det bliver til i alt, må tiden vise. For hver bænk er afhængig af en sponsor.
- Når man så kigger på projektet, og hvad det gør for byen, og hvordan det involverer byens unge, vægter det rigtig tung i vores beslutning. Vi var ikke i tvivl, siger Finn Olesen, der er administrerende direktør hos Velux Skjern, der er blandt de foreløbige sponsorer.
- Spændende oplevelse
Nadia Hougaard er som FGU-elev med i projektet.
- Det har været en spændende oplevelse, fordi man kommer ind i en masse processer, fortæller hun.
Der er foreløbigt tre Gnags-bænke på tegnebrættet.