Museum inviterer udenfor til vintersauna

Den er god nok. I weekenden har Ringkøbing-Skjern Museum inviteret gæsterne på en tur i bølgerne - og i vintersauna.

Flere af dem, der krøb inden for i saunaen, havde selv været med til at bygge den.
Flere af dem, der krøb inden for i saunaen, havde selv været med til at bygge den.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

De fleste af os nyder en tur i en varm sauna. Det kunne man også i weekenden ved Ringkøbing Fjord. Her var saunaen dog ikke en del af et fitnesscenter eller et spaophold. Ringkøbing-Skjern Museum stod nemlig for en helt ny slags sauna. En udendørs.

- Det er en vild vintersauna,  hvor vi bruger helt simple ting som grene og en presening, der bliver lagt over. Den bliver så fyldt med varme sten, så der kommer damp, fortæller Rene Bautista Hankelbjerg, der er naturvejleder.

Inden varmen fra stenene kunne nydes, skulle deltagerne mærke det kolde gys ved en tur i fjorden.

Skal lokke folk ud i naturen

Et af formålene med weekendens udendørs sauna er at lokke folk mere ud i den midt- og vestjyske natur.

- Vi har simpelthen nogle fantastiske naturområder. Naturen er en legeplads og velvære og wellness behøver ikke ske i et stort center. Vi opfordrer til, at man griber naturen anderledes an på den her måde, fortæller Rene Bautista Hankelbjerg.

Jan Andersen og sønnen Nicolai havde kastet sig i bølgerne og taget en tur i vintersaunaen. De kommer fra Djursland, men holder vinterferie i det vestjyske. De er overbeviste om, at et tiltag som weekendens, vil få folk til at bruge naturen mere.

- Helt sikkert. I fremtiden vil vi også gøre sådan noget, for det er virkelig sjovt at prøve noget andet, siger Jan Andersen.

Det er første gang Ringkøbing-Skjern Museum prøver kræfter med en udendørs sauna. 

1:07
Flere lagde vejen forbi Ringkøbing Fjord i weekend for at få en tur i vintersaunaen.