Museum får kritik: - Det gør ikke nær så meget indtryk

Vennekredsen for Kaj Munks Præstegård opfordrer til, at man dropper et arrangement med en folketingskandidat fra Stram Kurs.

Kritikken påvirker ikke museumsdirektøren Mette Bjerrum Jensen.
Kritikken påvirker ikke museumsdirektøren Mette Bjerrum Jensen.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Ringkøbing-Skjern Museum har fået stor kritik af en forening, de normalt arbejder godt sammen med.

Det er Vennekredsen for Kaj Munks Præstegård, der står bag kritikken, fordi museet vil afholde et arrangement med en folketingskandidat fra Stram Kurs.

Men kritikken preller af på museumsdirektøren Mette Bjerrum Jensen.

- Det gør stort indtryk på mig og bekymrer mig, at vi i Danmark har en højrefløj, som er så langt ude på højrefløjen, at man kan begynde at se nogle vendinger, nogle ord og nogle måder at tale om andre mennesker, som minder meget om, hvordan man talte om jøderne i anden verdenskrig, siger direktøren og fortsætter.

- At en venneforening kan være bekymret for Kaj Munks eftermæle, og hvordan vi bruger Kaj Munks præstegård – det gør ikke nær så meget indtryk. Normalt arbejder vi rigtig godt sammen med venneforeningen omkring brugen af Kaj Munks præstegård. Lige her har vi en uenighed om, hvordan vi bruger den.

Kaj Munk blev slået ihjel af nazistiske håndlangere, og derfor får beslutningen om at afholde et arrangement med Iben Thranholm, der er folketingskandidaten for Stram Kurs, kritik af Kaj Munks eneste nulevende søn, Mogens Munk. Til Weekendavisen kalder han det for smagløst og unødigt provokerende.

Opfordrer til at droppe arrangementet

Vennekredsen for Kaj Munks Præstegård har sagt, at bestyrelsen boykotter arrangementet med Iben Thranholm, fordi hun stiller op for Stram Kurs. Et parti, de ikke mener er forenelig med Kaj Munks eftermæle

Museumsdirektøren Mette Bjerrum Jensen lægger dog vægt på, at formålet er at skabe en demokratisk debat, også selvom man muligvis ikke er enig med dem, man skal debattere med.

- Hvis ikke Kaj Munks Præstegård kan være rammen for en demokratisk debat også med dem, man er uenig med - så ved jeg næsten ikke, hvad vi skal med præstegården. Kaj Munk endte jo sine dage, fordi han stod frem med sine synspunkter og brugte sin mund til at sige, hvad han mente, også selvom han vidste, at der var nogen, der var meget uenige med ham, og at det kunne koste ham sit liv, hvilket det jo så endte med at gøre, siger hun.

0:40
Museumsdirektøren Mette Bjerrum Jensen fortæller, hvorfor debatten skal finde sted.