Møllgaard: Vi er død og pine tvunget til at levere

Henrik Møllgaard håber, at skuffelsen mod Sverige kan være med til at skærpe Danmark i resten af turneringen.

Henrik Møllgaard

Hidtil havde Danmark haft en opadgående formkurve ved EM i håndbold, men kurven knækkede med et uafgjort resultat mod Sverige tirsdag aften.
    
Resultatet betyder, at Danmark behøver mindst et point mod Tyskland onsdag for at avancere til semifinalen.
    
Havde Danmark slået Sverige, kunne Danmark have levet med et nederlag på op til fire mål.
    
- Det havde været en fordel at have de her fire mål med sig, men nu er det kun sejr eller uafgjort, der tæller, siger forsvarskæmpen Henrik Møllgaard.
    
Han forsøger at finde positivt i kampen mod Sverige, hvor Danmark smed en føring på tre mål i de sidste godt to minutter.

vi fik en over næsen, men jeg håber, vi kan lære af det, og nu er vi død og pine tvunget til at levere mod Tyskland

- Jeg håber, at det skærper os. Det har kørt opad, opad og opad for os. Jeg synes ikke, det er fint, vi fik en over næsen, men jeg håber, vi kan lære af det, og nu er vi død og pine tvunget til at levere mod Tyskland, siger Møllgaard.
    
Tyskland har formentlig jublet over det uafgjorte resultat på 28-28 mellem Danmark og Sverige, for nu skal tyskerne "bare" slå Danmark for at gå videre.
    
Det giver tyskerne blod på tanden, forventer Møllgaard.
    
- Ja, selvfølgelig. Nu skal de bare ind og slås og se, om de kan kue os og få nerve ind i kampen. Det er deres helt store chance, og de har alt muligt at spille for, siger han.
    
Tyskerne har den fordel, at de ikke har været i kamp siden søndag, mens Danmark blot har 20 timers pause fra afslutningen af tirsdagens kamp til starten på onsdagens opgør.
    
- Nu er tiden også en faktor, men vi kan ikke gøre noget ved det, og det hjælper ikke at pibe, siger Møllgaard.
    
Han pådrog sig tre tominuttersudvisninger mod Sverige. Den sidste med tre minutter tilbage.
    
- Min udvisning var med til, at det vendte, selv om vi startede med at score i undertal. Men der kom meget pres på i slutningen. Det var en trist afslutning.
    
- Vi burde have afgjort det tidligere, så det ikke var sådan en udvisning, der skulle tippe det for os til sidst. Jeg synes, vi i første halvleg viste, at vi var langt bedre end Sverige, men nu blev det tæt, siger Møllgaard.
    
Onsdagens kamp mod Tyskland begynder klokken 18.15.
    
/ritzau/