Midtjylland slår Skjern og snupper tredjepladsen

HC Midtjylland tilføjede Skjern det andet liganederlag i træk og spillede sig op på tredjepladsen i ligaen.

Lasse Mikkelsen blev topscorer med syv mål.
Lasse Mikkelsen blev topscorer med syv mål.
Foto: Skjern Håndbold

Skjern Håndbold kunne torsdag få kontakt til topholdene i 888 Ligaen, men vestjyderne måtte se sig besejret ude mod HC Midtjylland.
    
Hjemmeholdet vandt 29-27 efter et opgør, hvor holdet tog fra i begge halvlege og opbyggede store forspring, men hvor Skjern begge gange kom tilbage og skabte spænding i kampen.
    
Med sejren nåede HC Midtjylland op på 13 point på tredjepladsen, mens Skjern tabte for anden gang i træk og ligger nummer fire med 12 point.
    
Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg (BSV) topper med 14 point, men BSV har spillet en kamp mere end Skjern.
    
Hjemmeholdet bragte sig hurtigt foran 4-0 og sad på begivenhederne i første halvlegs indledning og var foran 8-3 efter 12 minutter.
    
Så tog Skjerns offensiv fat, og et par målstimer sørgede for 11-11 fem minutter før pausen.
    
René Rasmussen udlignede for Skjern til 14-14 i halvlegens slutfase, men Rasmus Carlsens bragte otte sekunder før pausen hjemmeholdet foran 15-14.
    
I anden halvleg gentog billedet sig. HC Midtjylland scorede fire mål i træk, og bragte sig foran 19-14.
    
Jørgen Rasmussen øgede til 25-21 for hjemmeholdet med 13 minutter igen, og Skjern skulle igen til at vågne op for at få noget med hjem fra Herning.
    
Det gjorde Skjern, som fik kontakt ved 25-27 med seks minutter igen.
    
Med 30 sekunder igen var Midtjylland foran 28-27 og havde bolden, og da Espen Lie Hansen scorede med 20 sekunder igen var opgøret lukket.
    
/ritzau/