Mere end 30 cykler stjålet fra efterskoler

Efterskolernes fulde cykelskure er indbydende for cykeltyve.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

Efterskolerne er blevet et populært mål for cykeltyve, og i løbet af den sidste uge er der alene blevet stjålet mere end 30 cykler fra to efterskoler. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Det drejer sig om efterskolerne Dejbjerglund og Bork Havn, sidstnævnte oplevede indbrud natten mellem tirsdag og onsdag, hvor omkring 20 cykler blev stjålet. På begge skoler har tyvene kæmpet sig igennem døre og låse, for at komme ind til de mange cykler.

På Dejbjerglund Efterskole blev der ifølge Dagbladet i weekenden stjålet 18 dyre mountainbikes. Det får nu forstanderen til at anbefale eleverne at tage brugte cykler med på skolen.

- Vi kan låse dem inde, men det er jo før set, at så går de måske bare gennem taget. Derfor vil jeg for fremtiden anbefale eleverne, at de kun tager brugte cykler med på efterskolen. Det er ærgerligt, at det skal være sådan, fortæller forstander Kjeld Lykke Christiansen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Kan være ude af landet

Cyklerne stelnumre er skrevet op, og politiet håber derfor, at cyklerne dukker op. Erfaringen siger dog noget andet.

- Alle med stelnummer er selvfølgelig blevet oprettet, men vores erfaring er, at mange stjåldne cykler ender syd for grænsen, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.