Mathilde går til e-sport: Vi piger kan altså godt finde ud af det

Kun få piger går til e-sport, og det vil DGI nu lave om på. I Skjern har de lavet et hold kun for piger.

Mathilde Bæk Ringtved fra Skjern går i 5. klasse. Hun er vild med skydespil og kan godt lide at spille skydespil.
Mathilde Bæk Ringtved fra Skjern går i 5. klasse. Hun er vild med skydespil og kan godt lide at spille skydespil.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Selv om det oftest er drenge, man hører om, når det handler om e-sport, så er der faktisk rigtig mange piger, der også spiller computer.

- Piger tror, det kun er en drengesport. Eller de tror kun, det er drenge, der kan finde ud af det, men vi kan altså også godt spille det, siger Mathilde Bæk Ringtved fra Skjern, der går i 5. klasse.

Hun går til e-sport en gang om ugen i Skjern på holdet Girlz Gaming, hvor fem piger spiller sammen.

- Jeg kan godt lide skydespil. Så får man lov til at dræbe nogen, siger hun.

Der er fem piger på holder Girlz Gaming i Skjern. De mødes en gang om ugen for at spille computerspil sammen.
Der er fem piger på holder Girlz Gaming i Skjern. De mødes en gang om ugen for at spille computerspil sammen.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Flere piger i e-sport

Kun knap fire procent af medlemmerne i DGI's omkring 140 e-sportsforeninger er piger. 

Det er ærgerligt, mener DGI, der nu sætter gang i en ny indsats for at få flere piger til at gå til sporten.

- Vi ved, at der er masser af piger og kvinder der ude, men det kan være svært at komme ind på et hold, fordi der er stor konkurrence eller tonen kan være hård. Det vil vi gerne prøve at bløde op. Vi synes ikke, det er okay, at det kun er det ene køn, siger Martin Fritzen, projektleder for DGI esport.

Instruktøren på pigeholdet i Skjern ser også et stort potentiale i pigerne.

- Vi håber, at vi får halv-halv på drenge- og pigesiden. Det kunne være fedt. Vi vil gerne kunne stille et pigehold i e-sport-ligaen, eller måske kommer en pige eller to på et drengehold, så det er blandet. Det behøver ikke kun være drenge. Pigerne er lige så gode, siger Morten Holm.

Pigerne skal selv være med til at definere, hvad der skal til for at få flere af dem til at gå til esport hos DGI.

Sjovest at spille med piger

Pigerne til Girlz Gaming begyndte at gå til det, fordi de hørte nogle drenge fra klassen snakke om det.

Efter de er kommet i gang, får de nogle andre oplevelser, end når de sidder der hjemme på værelset.

- Det er sjovt, og der er fællesskab. Man kan spille spil, hvor man snakker sammen, og man kan være i de samme baner, siger Kirstine Amalie Holm Ulnits fra Stauning, der går i 5. klasse.

Pigerne håber, at de får flere med på holdet.

- Nogle gange er det sjovere, hvis der var flere med. Men hvis man skal spille et spil, hvor der ikke kan være så mange med, så er det ikke så sjovt at være helt vildt mange. Men ellers er det fint, siger Mathilde

Hun er ikke i tvivl om, hvem hun helst vil spille sammen med.

- Jeg er lidt ligeglad med, om jeg spiller med piger eller drenge, men det er sjovest at spille med piger, siger hun.

DGI har 4.912 e-sportmedlemmer. 192 af dem er piger.