Massivt fremmøde til fakkeloptog

Over 500 borgere i Ringkøbing er her til aften mødt op for at demonstrere mod menighedsrådets planer om at rive en 100 år gammel bygning ned.

fakkeloptog.jpg

Gruppen 'Bevar Ringkøbing Bymidte' som står for optoget regnede med omkring 300 mennesker, men langt flere har altså her onsdag aften valgt at bakke op om initiativet.

Fakkeloptoget skal vise borgernes utilfredshed med menighedsrådet som vil rive en 100 år gammel bygning ned som står tom for i stedet at bygge et nyt sognehus. Bygningen er bevaringsværdig, men alligevel har kommunen givet lov til at rive huset ned, fordi det ifølge dem er så nedslidt, at det ikke kan betale sig at renovere bygningen. Men over 500 borgere står altså her til aften sammen om at bevare bygningen.