For mange seniorer koster foreninger kassen: Det er grotesk

Troldhede IF har splittet sig op i to separate foreninger. Ellers ville kommunens tilskud være 140.000kr mindre.

Medlemmer med gråt hår trækker ned i tilskudsordningen. DGI opfordrer kommunerne til at droppe 25-års-regel.
Medlemmer med gråt hår trækker ned i tilskudsordningen. DGI opfordrer kommunerne til at droppe 25-års-regel.

Før 2014 var Troldhede IF en enkelt idrætsforening, men stillet overfor at blive trukket 140.000 kroner i tilskud fra Ringkøbing-Skjern Kommune valgte foreningen at splitte sig op i to. Nu har de bevaret tilskuddet, men skal finde dobbelt så mange frivillige til bestyrelsen og foreningsarbejdet. 

Problemet er Folkeoplysningslovens 25-års-regel, der giver kommunerne mulighed for at nedsætte tilskuddet til idrætsforeningerne ud fra antallet af medlemmer, der er ældre end 25 år. 

- Jeg synes, det er grotesk. Vi er sat i verden for at skabe aktiviteter, ikke for at tænke kreativt, siger Tove Kølbæk der er formand i TGIF i Troldhede. 

25-års-reglen

Folkeoplysningsloven forpligter kommunerne til at yde lokaletilskud på mindst 65 procent af driftsudgifterne til foreningernes egne og lejede lokaler, når det handler om aktiviteter for børn og unge under 25 år.

Der er ikke samme forpligtelse, når det gælder aktiviteter for voksne, og kommunerne har derfor mulighed for at nedsætte foreningens lokaletilskud forholdsmæssigt ud fra andelen af foreningsmedlemmer over 25 år. 

Børnene skæpper godt i kassen hos idrætsforeningerne, fordi der følger et større tilskud med. Arkivfoto.
Børnene skæpper godt i kassen hos idrætsforeningerne, fordi der følger et større tilskud med. Arkivfoto.

Det er frivilligt om kommunerne vil bruge 25-års-reglen til at nedsætte tilskuddet. En undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning fra 2016 viste at 76 kommuner bruger 25-års-reglen til at skrue ned for tilskuddet. Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan tilskudsordningen er skruet sammen.

Ringkøbing-Skjern Kommune bruger 25-års-reglen til at nedsætte tilskuddet til foreningen, ud fra hvor stor en andel af medlemmer, der er over 25 år.  

I 2014 var der procentvis så stor en andel af medlemmer i Troldhede GIF over 25 år, at foreningen stod til at miste 140.000 kroner i tilskud. 

- Vi syntes, det var urimeligt, at hele foreningen blev straffet økonomisk, fordi flere voksne blev aktive. Så vi lavede en ny forening TGIF2, hvor der så er flest voksne medlemmer. På den måde bevarer TGIF sit tilskud, siger Tove Kølbæk. 

Drop 25-års-reglen

Hos DGI opfordrer formand, Søren Møller, kommunerne til helt at droppe 25-års-reglen. 

2:02
I 2013 lavede vi dette indslag om TGIF. Det var før de valgte at splitte foreningen op i to. Problematikken eksisterer endnu, men nu er politikerne begyndt at kigge nærmere på sagen. 

- Vi er kede af den regel. Og vi opfordrer kommunerne til at overveje, om der ikke er så meget at hente på forebyggelse, at de ikke taber noget på at bruge den regel, siger Søren Møller. 

Hos DGI kender man problemstillingen fra Ringkøbing-Skjern fra en lang række andre kommuner. 

- Hvis den lokale idrætsforening opretter et hold med for eksempel stavgang, så kan det betyde at de får en mindre tilskudssats til juniorholdet i håndbold. Det virker bagvendt, siger Søren Møller. 

- Det er en løsning på problemet, at splitte en forening op i to. Men det er da ærgerligt, at man skal til det. For det giver mere arbejde, når man skal have to bestyrelser. Og så kan man også risikere, at de to foreninger kommer til at konkurrere indbyrdes om timer, og måske bliver der ikke det samme sammenhold, siger Søren Møller. 

I TGIF og TGIF2 mener Tove Kølbæk ikke, at det er et forsøg på at omgås reglerne, når foreningen nu er splittet op i to. 

- Tværtimod. Vi er meget regelrette og gør, hvad vi er nødt til. Andre foreninger lader være med at opgive medlemmer, fordi de har for mange over 25 år. Vi putter ikke med vores medlemmer, siger Tove Kølbæk. 

V-politiker: Vi skal have kigget på det

Ved kommunalvalget i efteråret blev Jens Højland valgt ind som ny i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Han er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget. 

- Jeg synes, det skal være nemmere for foreninger at være til, herude. Og jeg tror, langt hen ad vejen vi er enige om i udvalget, at vi ikke skal spænde ben for de frivillige ildsjæle, der er, vi skal gøre det nemmere, siger Jens Højland. 

Seniorerne trækker ned i mange kommuner, når det kommer til fordeling af tilskud til lokaleleje. Arkivfoto. 
Seniorerne trækker ned i mange kommuner, når det kommer til fordeling af tilskud til lokaleleje. Arkivfoto. 

Han erkender, at kommunens administrering af 25-års-reglen kan stå i vejen for foreningslivet og lysten til at engagere sig. Men ifølge den nyvalgte politiker, er det ikke helt enkelt, at ændre på, hvordan reglen i dag administreres. 

- Det er noget, vi har snakket om, men det er svært at ændre fra den ene dag til den anden. Det er hele tilskudssystemet i kommunen, vi skal have ændret på, og det er en omfattende opgave. Men vi er ved at kigge på det, siger Jens Højland. 

Et udvalg skal efter sommerferien kigge på kommunens tilskudssystem. Planen er, at der skal være et nyt udkast at arbejde ud fra i foråret 2019.