Mand druknet i Ringkøbing Fjord

En 59-årig mand omkom i går aftes under tragiske omstændigheder. Også ved Vestervig var der drama på vandet.

En 59-årig mand overlevede i går aftes ikke en ellers hyggelig svømmetur med sin kone.

Manden og kvinden, der er 49 år, var sejlet ud på Ringkøbing Fjord, hvorfra de ville svømme. Men efter svømmeturen kunne de to ikke få hevet sig ombord på båden igen.

Svømmede efter hjælp

Kvinden svømmede derfor efter hjælp, mens manden blev tilbage i vandet ved båden. Kvinden kom efter politiets oplysninger ind til land klokken 20.10, hvor hun fandt hjælp. Men da hjælpen i første omgang nåede frem til båden, var manden forsvundet. Derfor slog de alarm.

Større eftersøgning

Politiet fik alarmopkaldet klokken 21.24, hvorefter en større eftersøgning straks belv iværksat. Politiet rykkede ud med både og helikopter.

Klokken 22.15 fandt eftersøgningsholdet manden druknet i vandet.

Der er intet, der tyder på, at hverken kvinden eller manden var påvirkede af alkohol.

Mand druknet ved Vestervig

Lidt tidligere på aftenen rykkede politiet også ud til en drukneulykke ved Vestervig ved Agger.

Her havde en kvinde set sin mand ligge livløs i vandet under en svømmetur. Sammen med andre på stranden fik hun hevet ham på land, hvor først ambulance og siden lægehelikopter fik bragt ham til Aalborg Sygehus. Her var han ved modtagelsen i live men ukontaktbar.

Behandlingen blev straks iværksat, men mandens tilstand er endnu ukendt.