Målmand stopper i Skjern

Søren Pedersen har stået sin sidste kamp i Skjern-målet i denne omgang.

Søren Pedersen Skjern Scanpix
Foto: Claus Fisker/Scanpix

Efter 139 kampe i målet er 30-årige Søren Pedersen fra 1. juli 2017 ikke længere en del af holdkortet i Skjern Håndbold.

Efter tre år i klubben er han og Skjern Håndbold blevet enige om at ophæve kontrakten. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg har været glad for min tid i Skjern Håndbold, hvor jeg har vundet min første titel som senior. Skjern Håndbold har givet mig utrolig meget, både som spiller og menneske, men med konstellationen af tre målmænd har jeg valgt at søge andre udfordringer, siger Søren Pedersen.

Den 30-årige keeper har i sine tre år i klubben blandt andet vundet to pokaltitler, været i to DM-finaler og spillet i Champions League.

- Søren Pedersen har haft stor andel i vores triumfer de seneste tre år. Vi takker Søren Pedersen og hans familie for tre rigtige gode år, og ønsker dem al held og lykke med de nye udfordringer, siger bestyrelsesformand i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen.

Søren Pedersen fredag skrevet under på en et-årig kontrakt med Aalborg Håndbold.