Malene kan være Danmarks sødeste kassedame

23-årige Malene Thomsen er blandt de fem finalister i konkurrencen om at blive Danmarks sødeste kassedame.

fb_kassedame.jpg
Foto: Frank Sørensen, TV MIDTVEST

Hvert år kårer læserne af ugebladet Hjemmet den sødeste kassedame i Danmark. I år er en af fem tilbageværende finalister 23-årige Malene Thomsen. Til dagligt arbejder hun i Letkøb i Ådum ved Tarm.

- Jeg er altid glad. Jeg smitter altid af på kundernes humør også, siger Malene Thomsen.

Det er netop kunderne i butikken, der har nomineret hende til konkurrencen.

- Jeg synes altid, at Malene har frisk og sjov, når man kommer herover, siger Thomas Poulsen, der er klejnsmed og kunde i butikken i Ådum.

Han suppleres af Niels Møller Hansen, der også er fast kunde og ofte møder Malene Thomsen bag kassen.

- Hun er jo en solstråle i vores lille lokale butik i Ådum, og det betyder så meget, siger han.

Fra genert til udadvendt pige

Den 23-årige pige har dog ikke altid haft let ved at møde andre.

- Førhen var jeg rigtig genert. Jeg turde nærmest ikke snakke til fremmede, fortæller hun.

Det ændrede sig, da hun fik job i Letkøb. Førhen ville hun have haft svært at tackle mødet med fremmede kunder, men i møder hun dem med et smil.

- Det var grænseoverskridende de første 14 dage, jeg arbejdede her. Men nu er det blevet helt naturligt, siger Malene Thomsen.

Egentlig er hun uddannet multimediedesigner, men det var svært for hende at finde et arbejde, og så søgte hun jobbet som i Letkøb.

- Jeg kan jo ikke undvære kunderne herude. Det giver så meget glæde i min hverdag. Vi kender jo hinanden som andet end bare kunder og kassedame, griner 23-årige Malene Thomsen.

Vinderen af konkurrencen bliver fundet i april. Malene Thomsen fortæller, at hun bliver i Ådum, ligegyldigt om hun vinder eller ej.