Løke-farce fortsætter

Farcen om Frank Løke fortsætter, selv om Skjern Håndbold i dag var til møde med det europæiske håndboldforbund.

090826_Loeke2.jpg

Farcen om håndboldspilleren Frank Løke fortsætter, selv om Skjern Håndbold i dag var til møde hos det europæiske håndboldforbund i Wien.

- Det er jo fuldstændigt entydigt, at vi har en spiller som har skrevet kontrakt med to klubber. Derfor burde det også være entydigt, at EHF straks kunne finde ud af, hvilke konsekvenser det skulle have, siger eliteudvalgsformand i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen.

Frank Løke trak i juni i Skjern-trøjen, men kort tid efter viste det sig, at han også havde lavet kontrakt med storklubben Zagreb i Kroatien. Først bad Skjern om Løkes spillerlicens, og senere gjorde Zagreb det samme.

Men først om en måned kan Skjern regne med, at EHF træffer en afgørelse. Indtil da træner Løke i Zagreb.

Skjern Håndbold har også anmeldt Frank Løke for at lave dobbeltkontrakt, men heller ikke det har EHF besluttet, om de vil straffe ham for.