Litauere anholdt med stjålet cykel

Tre litauere blev natten mellem onsdag og torsdag anholdt for tyveri.

Haandjern-paa-Politi2.jpg

En patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi stoppede torsdag morgen en bil med litauiske nummerplader i Spjald. I bilen sad tre litauiske mænd - med sig havde de flere cykler. Politiet kunne konstatere, at mindst en af cyklerne var meldt stjålet af ejeren tilbage i 2009. Alle tre mænd blev derfor anholdt og skal afhøres i løbet af i dag.

- Den ene af de tre mænd er tidligere kendt af politiet fra en tyverisag på Sjælland. De to andre kender vi ikke, forklarer politiets pressevagt i Ringkøbing.

De tre mænd 26, 28 og 53 år og sidder nu i arresten i Holstebro. Hvis de erkender tyveriet bliver de formentligt straffet med en bøde.

Litauer også anholdt i Ikast

En 34-årig kvinde fra Litauen blev onsdag eftermiddag anholdt for butikstyveri i Matas i Ikast. Ifølge aoib.dk havde hun forsøgt at stjæle parfume fra butikken, men personalet opdagede hende, og hun blev tilbageholdt indtil politiet kom. De konstaterede, at kvinden havde en helt ny trøje på, som hun ikke havde en kvittering på. Trøjen var identisk med en trøje, som tidligere på dagen var blevet stjålet fra en butik i byen, så derfor sigtes hun også for tyveri af den.

Senere i dag bliver det afgjort, om kvinden skal fremstilles i grundlovsforhør.