Liga-træner til Ringkøbing

Allan Heine på plads som ny træner i Ringkøbing Håndbold.

Allan_Heine.jpg

Det er en erfaren herre, der resten af sæsonen skal stå i spidsen for Ringkøbing Håndbold.

Allan Heine har i over ti år været tilknyttet Aalborg DH. Siden 2010 som cheftræner i ligaen. Nu tager han over i Ringkøbing efter Jens Steffensen.

Seks måneder

Foreløbig er der tegnet kontrakt for seks måneder, og ved sin side får han nuværende assistenttræner Allan Nielsen.

- Ringkøbing Håndbold virker som en meget velfungerende klub, og Jens Steffensen har afleveret holdet på en andenplads i 1. division. Det bliver rigtigt spændende at være en del af hele oprykningsræset. Det er en helt ny opgave, og den glæder jeg mig rigtig meget til at tage hul på og bidrage med mine erfaringer, siger Allan Heine i en pressemeddelelse.

Sikrer kontinuitet

I Ringkøbing er Jan-Ole Kristensen glad for, at man med aftalen med Allan Heine har sikret kontinuiteten i trænerteamet.

- Allan Nielsen kender holdet og klubben indefra, og hans kendskab er meget vigtigt. Allan Heine kommer med nogle nye impulser, masser af energi og et nyt syn på nogle ting. Samtidig har han jo erfaring fra ligaen, som har været en høj prioritet for os, siger Jan-Ole Kristensen.