Lastbilchauffør: Ved ikke hvad der skete i dødsulykke
Politiet kan ikke finde en forklaring på, hvorfor en lastbilchauffør kørte op bag i to holdende biler med dødsulykke til følge.
En 41-årig mand fra Varde, der for godt tre uger siden var skyld i en dødsulykke i et vejkryds ved Lem, kan ikke forklare, hvad der skete, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Lastbilchaufføren er først nu blevet afhørt af politiet, fordi han efter ulykken har været i meget dårlig psykisk forfatning.
Han kan ikke forklare, hvorfor han kørte direkte ind i to biler, der holdt tilbage for en vindmølletransport i Lem-krydset på hovedvej 28.
Lastbilchaufføren snakkede ikke i telefon, læste avis eller andet.
- Der er tale om en uforklarlig uopmærksomhed, siger lederen af lokalpolitiet i Ringkøbing, Jens Ole Pedersen, til avisen.
Tre mennesker blev dræbt ved ulykken, hvor en minibus blev kastet op på taget af en personbil.