Landmænd vinder slag om Værnengene

Ringkøbing-Skjern Kommune har trukket påbuddet mod kalkning af et areal på Værnengene tilbage, og Natur- og Miljøklagenævnet har frafaldet sagen. (Arkivfoto)

PLOV.jpg

Det vakte stort postyr, da fem landmænd på Værnengene i maj måned i år omlagde nogle få marker i det store naturområde i bunden af Ringkøbing Fjord. Men det står nu klar, at landmændene var i deres gode ret til at kalke og pløje, efter Ringkøbing-Skjern Kommune har gransket kort og luftfotos på Værnengene. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Kommunen har konstateret, at arealet, der tilhører Dagsletters Værn, ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 om ferske enge.

Landmændenes handling blev mødt med kraftige reaktioner fra Danmarks Naturfredningsforening, der blandt andet kaldte det en uhørt provokation. Foreningen beskyldte landmændene for at bryde loven, da de, som de har gjort i mange årtier, omlagde jorden for at forhindre fremvæksten af lyse siv.

Ringkøbing-Skjern Kommune politianmeldte landmændene, og kommunen gav samtidig landmændene påbud om at standse arbejdet. Men nu viser det sig, at det var uberettiget.

- Ved at nærstudere luftfotos har vi konkluderet, at det pågældende areal ikke var omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3. Derfor må lodsejerne fortsætte driften på det pågældende areal, siger Ivan Thesbjerg,  fagleder for land og vand hos Ringkøbing-Skjern Kommune, til avisen.

Glæde hos landmændene

Afgørelsen vækker glæde hos Niels Jørgen Sommer Madsen fra Sdr. Bork, der er en af de tyve lodsejere i Dagsletter Værn.

- Jeg føler, retfærdigheden har sejret. Vi har ikke været i tvivl om, at det var korrekt, det vi gjorde. Men når der bliver stillet spørgsmål ved det, så bliver man da nervøs. Men jeg er glad for, at kommunen er kommet frem til den afgørelse. Det er en lettelse, siger han.