Landbobankens overskud falder

Den vestjyske lokalbank går på jagt efter nye kunder

090805_Landbobank.jpg

Ringkjøbing Landbobank tjener stadig mange penge - men ikke nær så mange som sidste år.

I første halvår af 2009 fik banken et overskud før skat på 155 millioner kroner mod 263 millioner i samme periode som året før.

Landbobankens ledelse er dog godt tilfreds med resultatet - det mindre overskud skyldes blandt andet tab på dårlige lån og en udgift til bankpakke 1 på 45 millioner kroner. Banken har i øvrigt så stor tiltro til fremtiden, at den har valgt at stå uden for bankpakke 2.

Selv om bankens kerneområde også er ramt af finanskrisen, satser banken på at kunne kapre nye kunder.

- De tilpasninger, der kommer til at ske over de kommende år, vil naturligt give banken nogle muligheder. Banken ønsker at bruge disse muligheder til at bearbejde og tiltrække nye kreditværdige kunder i de kommende år, lyder det i kommentarerne til regnskabet.