Lægehelikopter landede midt i byen

18-årig mand fra Vildbjerg erklæret uden for livsfare efter ulykke ved Skjern - lægehelikopteren landede på stærkt trafikeret vej i Aarhus.

100113_Lagehelikopter.jpg

Den lægehelikopter, der torsdag morgen fløj en 18-årig mand fra Vildbjerg til Aarhus, landede på den stærkt trafikerede Randersvej midt i Århus.

Normalt lander lægehelikopterne ved sygehuset i Skejby i det nordlige Aarhus, men for hurtigst muligt at få den kvæstede frem til traumecentret ved Nørrebrogade, besluttede lægerne i samarbejde med politiet, at helikopteren skulle lande i krydset Randersvej/Nørrebrogade.

Krydset er i forvejen godkendt som landingsplads, men det var første gang den blev brugt.

Uden for livsfare

Den 18-årige mand var tidligt torsdag morgen involveret i en trafikulykke på Videbækvej ved Faster nord for Skjern. Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at lægerne har erklæret den unge mand uden for livsfare.

Under aktionen i Aarhus sørgede politiet for at holde trafikken tilbage, og selv om det foregik midt i myldretiden, havde trafikanterne forståelse for situationen.

- Når det gælder liv og død, vil man meget gerne hjælpe, siger politiets indsatsleder Martin Glerup Christensen. Han vil ikke udelukke, at man i fremtiden flere gange vil bruge muligheden for at lade helikopteren lande midt i byen.

Se lægehelikopteren lande i krydset i Aarhus her:

0:58
Laegehelikopter lander i Aarhus

 

Interview med politiets indsatsleder Martin Glerup Christensen:

1:11
Indsatsleder om laegehelikopter