Kystdirektoratet: Vestkysten er i fin form

Flere steder står det bedre til end forventet, konstaterer Kystdirektoratet i en ny rapport.

Arkiv

Den centrale del af vestkysten - fra Lodbjerg til Nymindegab - har klaret de sidste års vinterstorme i fin form.

Sådan lyder den melding, som Kystdirektoratet netop har præsenteret for Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommuner i en midtvejsrapport.

De fire kommuner er med i den fællesaftale, der betyder, at staten sørger for kystsikringen på den mest udsatte del af vestkysten.  Den nuværende aftale udløber i 2018, og Kystdirektoratet konstaterer, at det de fleste steder faktisk står lidt bedre til end forventet.

- Kystdirektoratets rapport konkluderer, at det er lykkedes at opfylde målsætningen om at standse eller reducere kysttilbagerykningen på fællesaftalestrækningen. Samtidig er der opretholdt en tilstrækkelig høj sikkerhed mod gennembrud af klit og dige, så de lave områder i baglandet ikke oversvømmes. Det er vi meget tilfredse med, siger direktør for Teknik og Miljø i Lemvig Kommune, Claus Borg, i en pressemeddelelse fra Kystdirektoratet. 

Direktoratet baserer sin positive vurdering af kystens tilstand på en laserscanning, som blev foretaget i foråret 2016.

- Scanningen viste, at kravet til højvandssikkerheden er opfyldt på hele fællesaftalestrækningen ved indgangen til vinteren 2016-2017. Højvandsbarrieren kan dermed på hele strækningen klare storme med vandstande, der i gennemsnit forekommer en gang pr. 100 år. Ved Thyborøn er sikkerheden dog 1.000 år, står der i pressemeddelelsen.

Sikringen af kysten består stort set udelukkende af sandfodring. Et fald i brændstofpriserne har betydet, at der har været råd til at pumpe mere sand ind på kysten end først beregnet. Der er fra 2014-2016 i gennemsnit pumpet 2,2 millioner kubikmeter sand ind på strækningen. 

Staten betaler 85,5 millioner til fællesaftalen, mens kommuner bidrager med 10 millioner. 

 

9:35
Indblik Søndag så den 26. marts nærmere på sikringen af vestkysten: Den ansvarlige minister lægger op til at bruge mere hård kystsikring.