Kvindelige lommetyve fanget

Politiet har anholdt to kvinder fra Bulgarien for flere lommetyverier i Ringkøbing.

De to kvinder på 47 og 21 år er begge blevet genkendt på overvågningsbilleder, der er taget i forbindelse med lommetyverierne. Politiet sigter dem for en lang række af tyverier, der har indbragt dem i alt 1600 kroner.

Det seneste tyveri skete i går, hvor der blev stjålet en pung fra en sort dametaske, der lå i en rollator. Tyveriet skete i følge politiet i Kvickly i Ringkøbing.

Til politiet har de to kvinder forklaret, at de lige er kommet til landet og derfor umuligt kan have begået de mange tyverier, politiet sigter dem for.

- Det kan være mor og datter. Vi ved det ikke. Hvis de bliver dømt risikerer de 30-40 dage i fængsel og så bliver de formentlig udvist af landet, siger Jan Struwe, vicepolitikommissær hos politiet i Ringkøbing.

Der er grundlovsforhør onsdag formiddag.