Kvikke unge: - Hvis de ikke var kommet, var hun død

OPDATERET: En ældre kvinde var tæt ved at brænde inde torsdag morgen, vurderer indsatsleder, der roser unge mennesker, som hurtigt slog alarm.

Brandslange.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Det kunne være endt helt galt tidligt torsdag morgen i Videbæk.

En gruppe unge mennesker kom gående ad Kirkealle og hørte en røgalarm fra en beskyttet ældrebolig. De løb ind på plejehjemmet og spurgte, om de kendte noget til det.

Hurtigt reagerede en plejer og løb ind og fik reddet en kvindelig beboer ud.

- Der er ingen tvivl. Hvis de unge ikke var kommet, så tror jeg, hun var omkommet. Så hun har været heldig, siger indsatsleder Jan Johnsen fra Brand & Redning MidtVest.

Den 77-årige kvinde og to plejere blev efterfølgende kørt til kontrol på sygehuset.

Fyldt med røg

Da brandvæsnet ankom, var kvindens soveværelse fyldt med røg. Da røgdykkere åbnede døren derind, kom der også lidt flammer. Men ikke mere end brandfolkene kunne håndtere.

Politi: Formentlig noget elektricitet

Politiets teknikere skal nu fastlægge brandårsagen, for kvinden er ikke-ryger, og derfor er branden tilsyneladende ikke opstået på grund af rygning. Men branden opstod ved madrassen i den seng, hun lå i. Og det er en elevationsseng, som indebærer elektricitet. Det kan også være en lampe, der er væltet, vurderer politiet.

- Der kan godt have været noget elektricitet, der kan have startet det, forklarer politiassistent Bjarne Højgaard fra Lokalpolitiet i Ringkøbing.

I første omgang skal politiet snakke med kvinden, der fortsat er indlagt på sygehuset.