Kvæstet fodboldspiller: Jeg var i livsfare

Ringkøbingspilleren Kasper Lauridsen frygtede for sit liv, efter det uheldige sammenstød med modstanderholdets målmand.

Kasper Lauridsen.jpg

Det er fire dage siden fodboldspiller fra Ringkøbing Fodbold Kasper Lauridsen kom alvorligt til skade. Han er ikke længere i livsfare, selvom han frygtede det værste.

- Det første, jeg tænkte, var, at jeg var i livsfare. Jeg kunne mærke, at det var helt galt, siger den kvæstede fodboldspiller.

Ringkøbingspilleren ramte uheldigt sammen med modspillerholdet Vejgaards målmand. Hans milt sprængte i tre stykker og på grund af indre blødninger mistede han tre liter blod. 28-årige Kasper Lauridsen blev hasteopereret på sygehuset i Herning, hvor han fik fjernet sin milt.

- Jeg har det godt nu, men det har været nogle hårde og følelsesladede dage, fortæller han fra hospitalssengen.

På grund af den alvorlige ulykke kan Kasper Lauridsen ikke komme på en planlagt tur til USA med sine brødre. I USA skulle brødrene se basketball i NBA-ligaen. Fodboldspillerens kvæstelser har sat en stopper for turen. Men Ringkøbing Basketball har indsamlet 11.000 kroner, så han senere kan komme til USA.

- Det rører mig virkelig, at der er nogen, der vil hjælpe mig på den måde. Jeg synes, det er et virkelig flot initiativ, siger Kasper Lauridsen.

Går det efter planen bliver han udskrevet fredag eller lørdag.

 

 

2:03