Kvæstet efter strand-kørsel

Ulovlig kørsel på stranden endte i en ulykke.

SKADET_BIL.jpg

Fire blev søndag eftermiddag indlagt efter en ulykke på stranden ved Søndervig. I alt seks unge og en 26-årig fører kørte fra Klegod mod Hvide Sande i en firhjulstrukket bil, da det ene dæk eksploderede, og den 26-årige mistede herredømmet over bilen. Firhjulstrækkeren rullede rundt og landede på hjulene i sandet. 

Fire ambulancer og en lægehelikopter blev kaldt til stedet, men de unge slap heldigt fra ulykken. Det vurderer vicepolitikommissær Jan Struwe Nørrum fra politiet i Ringkøbing.

- Fire blev indlagt i går, og de er alle sammen igen blevet udskrevet på nær en. Den sidste er en pige, der har fået beskadiget nakkehvirvlerne, men ellers har hun det godt, uddyber Jan Struwe Nørrum. Pigen er i dag blevet scannet på sygehuset.

Det skulle have været en hyggelig tur

Seks af de unge i bilen var piger mellem 12 og 14 år, som havde været til et ridestævne i Sdr. Lyngvig sammen med den 26-årige fører af bilen. Han havde spurgt, om de ville med ud at køre på stranden bagefter. En af pigerne vurderer, at de kørte cirka 50 km/t, da ulykken skete.

Fører sigtes

Firhjulstrækkeren var dog slet ikke godkendt til at have syv passagerer - kun to må køre med ad gangen i gulplade-bilen. Desuden understreger vicepolitikommissær Jan Struwe Nørrum, at det er forbudt at køre på stranden uden særlig tilladelse. Den 26-årige fører bliver nu sigtet for at køre ulovligt på stranden samt for at have for mange passagerer med.

Politiet overvejer desuden, om han skal sigtes for at have bragt andres liv i fare. TV/MIDT-VEST har mere om ulykken i indslaget fra vores 19.30-udsendelse:

 

2:04
Land Rover beregnet til to personer rullede med seks passagerer ombord. I følge politiet risikerer chaufføren fængselsstraf