Krigsveteran i kamp mod staten

En tidligere soldat fra Hee ved Ringkøbing er blevet psykisk syg efter oplevelserne i Balkan-krigen. Efter to års kamp, har Arbejdsskadestyrelsen stadig ikke givet ham et klart svar.

heineandersen.jpg

I 1996 var Heine Andersen udstationeret i Bosinien. Opholdet i krigszonen fik alvorlige følger for soldaten, der efter sin hjemkomst fik konstateret posttraumatisk stress.

- Jeg har været dernede, hvor jeg har prøvet på at tage mit eget liv. Både med piller og ved at hænge ud over kanten af et hotel på 6 etage i Esbjerg, siger Heine Andersen.

Har ventet på afklaring i to år

I 2009 søgte den tidligere soldat om at få sin post traumatiske stress anderkendt som arbejdsskade hos Arbejdsskadestyrelsen. Reglerne siger, at den slags behandlinger skal være afsluttet indenfor 12 måneder. Mere end to år senere venter Heine stadig.

- Det er jo frustrerende, når man egentlig kæmper med at få det bedre, så vil man jo gerne sætte en streg og komme videre og se fremad, siger han.

Psykiater: Det er pinefuldt

Den lange behandlingstid er ikke unik for soldater, men netop for soldater med post traumatisk stress kan en lang ventetid på afklaring være ekstra slem.

- Fordi der konstant er en uforudsigelighed og der er en uafklarethed. Og det kan være pinefuldt i forhold til at personen i forvejen befinder sig i en pinefuld tilstand, siger psykiater Jytte Mielcke, der har arbejdet med flere krigsveteraner.

Ikke den eneste

Heine Andersen er ikke den eneste der mangler afklaring. Advokat Mads Pramming, der specialiserer sig i arbejdsskader hos soldater, har 18-20 lignende sager i øjeblikket.

- Arbejdsskadestyrelsen, i hvert fald i nogle af de her sager, er alt for strenge, når de vurderer sagerne. De stiller for strenge beviskrav til soldaten, og overlader det til ham eller hende at bevise hvad der er sket, og hvornår der er symptomer første gang, siger han.

Se hele historien

4:13