Kitesurfer kvæstet: Fløj på land og ramte hus

27-årig mand fløj over skrænten ved Ringkøbing Fjord og 200 meter ind på land, inden han ramte en rude i gavlen på et hus (arkivfoto).

110814_Kitesurf.jpg

Det gik helt for en 27-årig kitesurfer, da han lørdag eftermiddag skulle en tur på Ringkøbing Fjord ud for Ringkøbing.

Den 27-årige stod på stranden, da han tilsyneladende blev grebet af et meget kraftigt vindstød - lokalpolitiet i Ringkøbing oplyser, at han fik så meget fart på, at han fløj op over skrænten og videre ind over land, hvor han fløj over to rækker huse for til sidst at ramme en rude i gavlen på et hus i tredje række.

Der blev sendt en lægehelikopter til stedet, men lægen konstaterede ifølge politiet, at den unge kitesurfer var sluppet heldigere, end man kunne frygte.

Brud på hoften og ribben

Han blev i ambulance kørt til Regionshospitalet i Herning, hvor han stadig er indlagt med brud på hoften og flere ribben og snitsår. Desuden skal det undersøges, om der skete noget med hans ryg.

Politiet vurderer, at den 27-årige fløj et par hundrede meter over land i op til 10 meters højde, inden han styrtede ned i huset.

Præcist hvorfor det gik galt, er stadig usikkert.

- Der er sikkerhedsudstyr på en kitesurfer, men hvorfor det ikke blev udløst, ved vi ikke, siger Bjarne Højgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Ulykken skete her på Markskellet i Ringkøbing: