Kirke holder 'drop-in dåb': Her kan alle komme og blive døbt

En præst fra Nørre Vium vil gøre det lettere for både børn og voksne at blive døbt.

Kirkeklokkerne ringer ind. Der er prædiken, salmesang og barnedåb. En time efter er det slut, og så begynder festen.  

En klassisk barnedåb, som præst Lene Birkmose så ofte har deltaget i.

Men det er ikke alle, der bliver døbt som børn, og nu har sognepræsten et alternativ specielt til dem.

Den 1. september kan man nemlig blive døbt helt uden aftale i Herborg Kirke. Det eneste man skal have med, er identifikation.

quoteJo mere der bliver spurgt til det, jo mere glæder jeg mig. Dåben er en fest uanset hvad

Lene Birkmose, Præst, Nørre vium

- Hvis man er 50 år og ikke er døbt, hvordan gør man så? Vil man gøre det med børn søndag formiddag? Der er nogen, der tænker, at det er for meget, og så får de ikke gjort noget ved det, siger hun.

Nu vil hun give dem et alternativ.

Dåben er en fest

Konceptet med en ’drop-in dåb’ kommer fra Norge, men også på Fyn har de haft succes med det.

Nu håber Lene Birkmose, at hun kan gøre dem kunsten efter, når hun står klar til at døbe både børn og voksne den 1. september mellem klokken 13:00 og 15:00 i Herborg kirke.

- Jo mere der bliver spurgt til det, jo mere glæder jeg mig. Dåben er en fest uanset hvad, siger hun begejstret.

Præcist hvor festligt det skal være, er op til den enkelte.

- Man kan gå, lige så snart man er døbt. Der vil også være kaffe og kage, hvis man har lyst til at blive her og snakke lidt eller opleve de andre blive døbt, fortæller hun.

I kirken vil de også stå klar med et lille gavebord, hvor man kan få en bibel eller en salmebog til minde om sin dåb.

Det er første gang Lene Birkmose holder 'drop-in dåb' i Herborg Kirke.
Det er første gang Lene Birkmose holder 'drop-in dåb' i Herborg Kirke.
Foto: Lene Birkmose

Mange grunde til voksendåb

Lene Birkmose har 25 års erfaring som præst, og ifølge hende er der flere grunde til, at man vil døbes som voksen.

- Jeg møder folk, som skal stå fader, men det kan de ikke, hvis ikke de er døbt. Man kan ikke begraves med en præst fra folkekirken eller giftes, hvis den ene part ikke er døbt, fortæller hun.

- Nogen vil døbes, fordi de opdager, at nu begynder kristendommen at sige en noget på en anden måde end tidligere, uddyber hun.

Hun håber især, at nogle af dem vil benytte sig af muligheden for en ’drop-in dåb’.

Hvis man gerne vil døbes uden en gudstjeneste, men ikke kan den 1. september, kan man kontakte Lene Birkmose.


Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Samfund.