I top: Turisme skaber mia.-omsætning i Ringkøbing-Skjern

Turisterne strømmer til Ringkøbing-Skjern. Kommunen holder 4. pladsen på landsplan.

80 procent af turisterne i Ringkøbing-Skjern Kommune kommer fra udlandet.
80 procent af turisterne i Ringkøbing-Skjern Kommune kommer fra udlandet.
Foto: Henning Bagger - Scanpix

2,5 milliarder kroner.

Så mange penge omsatte turisterne for i Ringkøbing-Skjern Kommune i 2015. Dermed indtager kommunen 4. pladsen på landsplan, når man ser på hvilke kommuner, der omsætter for mest i turismen. Det skriver JydskeVestkysten.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er de stolte, men man hviler ikke på laurbærrene. 

- Vi hænger godt på. Vi har en ret høj status, hvad kendskab angår, men vi er klar over, at der er mange om buddet, siger direktør i Ringkøbing Fjord Turisme, Sebastian Schaper til mediet

- I Tyskland prøver de meget at få folk til at lægge mærke til deres egen vestkyst og østkyst, og vi skal hele tiden være vågne, siger Sebastian Schaper.

Direktøren forventer en generel stigning de kommende år.

- Det er specielt de tyske turister, der kommer til, forudsiger Sebastian Schaper.

Det tager lang tid at indsamle alle tallene, derfor kommer 2015-opgørelsen først nu.