Hydra-Grene bliver tre gange så stor

Hydra-Grene i Skjern har købt den svenske konkurrent Specma og bliver nu Nordens største hydraulik-virksomhed.

Hydraulik-virksomheden Hydra-Grene, der er ejet af Schouw & Co., har købt den svenske konkurrent og storebror Specma Group for 650 mio. kroner. Hydra-Grene. Herved dannes Nordens største industrikoncern inden for hydraulik med kunder i blandt andet industri-, vind-, marine- og offshoresektorene.

- Vi er meget glade for, at aftalen er faldet på plads. Vi ser Specma som et perfekt match til Hydra-Grene og købet som en enestående mulighed for at skabe Nordens største hydraulikvirksomhed med 1000 kompetente medarbejdere og en omsætning på godt 1,6 mia. kr. Herved opnås en størrelse, der kan matche de helt store europæiske hydraulikkoncerner, og size matters inden for hydraulikbranchen, siger Jens Bjerg Sørensen, administrerende direktør i Schouw & Co.

Hydra-Grene er grundlagt i 1974 og blev i 1988 købt af Schouw & Co. Virksomheden har hovedsæde i Skjern og beskæftiger omkring 250 medarbejdere. Med opkøbet bliver virksomheden nu tre gange så stor, idet Specma har 750 medarbejdere fortrinsvis i Sverige.

- Både Specma og Hydra-Grene er 100 pct. dedikerede til hydraulik og ligner på rigtig mange områder hinanden til forveksling. Specma er større og har fortrinsvis koncentreret sig om internationale industrikunder samt det svenske og finske hjemmemarked, mens vi i Hydra-Grene har gjort det samme hovedsageligt med fokus på det danske hjemmemarked og globale vindkunder, siger Erik Lodberg, adm. direktør i Hydra-Grene.

På den måde er der ikke overlap på hverken kunder eller marked, og derfor skal de to virksomheder i stor udstrækning køre videre parallelt. Hovedsædet for den nye samlede koncern bliver i Skjern med Hydra-Grenes nuværende direktør Erik Lodberg som koncernchef.