Hjertepatient om statslige millioner: Vigtigt med nærhed

Regeringen vil styrke det nære sundhedsvæsen med 200 millioner. Sundhedshus gør klar til at udvide, og hjertepatient er tilfreds.

Sundhedshus Tarm
Foto: Anders Davidsen

De seneste år er mange sundhedstilbud blevet samlet i de større byer. Men nu vil Sundhedsministeren med 200 millioner sende noget den anden vej. En beslutning, de glæder sig over på Sundhedshuset i Tarm.

- Det gør jo, at vi kan bygge ud nu. Det gør jo forhåbentlig, at der er nogle yngre kolleger, der kan se en fremtid i at være her, siger læge Flemming Weidick.

Siden sygehuset i Tarm lukkede i 2004, har sundhedshuset fyldt mere og mere. Nu får de 730.000 til at udbygge.

- Vi er oppe på 11 ansatte nu, og vi har simpelthen ikke plads til allesammen, uddyber Flemming Weidick.

Pengene skal blandt andet bruges på flere behandlingslokaler og en kantine til de ansatte.

Knud Egon Jensen fra Hemmet sætter det nære højt. Derfor passer det ham godt, at sundhedshuset i Tarm udbygges.
Knud Egon Jensen fra Hemmet sætter det nære højt. Derfor passer det ham godt, at sundhedshuset i Tarm udbygges.
Foto: Anders Davidsen

Hjertepatient: Vigtigt med nærheden

Knud Egon Jensen fra Hemmet sydvest for Tarm er hjertepatient. Han kæmpede selv mod lukningen af sygehuset i Ringkøbing. Nu glæder han sig over, at sundhedshuset i Tarm udbygges.

- Det er jo vigtigt med nærheden og også, at der er kommet forskellige aktiviteter ind, fortæller han.

Han går til kontrol i Tarm hver sjette uge.

Sundhedsminister vil styrke det nære

Af de 200 millioner går 17,2 millioner til midt- og vestjyske sundhedshuse. Formålet er klart for regeringen.

- Vi ønsker fra regeringens side at styrke det nære sundhedsvæsen - også sammenhængen for patienterne, hvor man ikke i samme grad, som nogen oplever i dag, falder mellem stolene, når man bliver sendt hjem fra hospitalet, og kommunen tager over. Dér skal vi simpelthen have en større tryghed omkring det, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

I Frøstrup i Thy går fire millioner til en fælles læge og sygeplejeklinik på plejecentret i Frøstrup.

I alt skal 800 millioner kroner styrke det nære sundhedsvæsen over de næste fire år. 

2:53