Hjalte kæmper for et bedre havmiljø: - Der skal gøres noget hurtigt

På Hvide Sande Skole har eleverne i dag været dybt engageret i kampen for et bedre havmiljø.

- Man skal huske, at tænke på sig selv, før man peger på andre.

Sådan simpelt lyder det fra Hjalte Houborg Pedersen fra Hvide Sande. 

Han har sammen med resten af sin klasse bygget drømmefangere, fisk og andre væsener fra havet. Det har de brugt de sidste 14 dage på.

- Hver eneste gang man er ved at smide noget plastik, så kan man jo tænke "pyt det er bare den ene gang at jeg smider noget plastik ud". Men hvis alle tænker det, så kan det bare blive til masser af skrald, siger Hjalte Houborg Pedersen.

Rekvisitterne skal bruges til en stor parade i august, hvor eleverne skal sætte fokus på havmiljøet. 

 
 
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Hvide Sande er en havneby

De har havet et par hundrede meter uden for skolegården i en by hvor generationer har kæmpet mod havet.

- Vi skal huske, at det er Hvide Sande, vi bor i. Den er bygget som en havneby, siger Hjalte Houborg Pedersen eftertænksomt. 

 
 

Det hele skal ende i en stor parade. I samarbejde med Teatret OM skal børnene gøre deres til at rense den natur, som andre har møget til.

Selve paraden med drømmefangere, fisk med plast i maven og meget andet kommer til at foregå til august.

Udover eleverne medvirker internationale kunstnere, fiskerbåde og det lokale skibsværft.