Hesterejefiskeriet kollapset

Antallet af hesterejer langs den europæiske vestkyst er eksploderet. Det har dumpet priserne på markedet, så de danske hesterejefiskere må blive i havn.

hvide_sande.jpg

For mange hesterejer langs hele den europæiske vestkyst er skyld i at hesterejefiskerne i Danmark ligger stille. Priserne er nemlig dumpet, så fiskerne ikke kan opnå den mindstepris for fiskene, som de har aftalt med EU.

Derfor ligger de 27 danske hesterejefiskere, heraf 17 i Hvide Sande og Thyborøn, nu i havn på ubestemt tid.

Grotesk situation

- Det er jo en grotesk situation. At vi må ligge stille, fordi der er så mange fisk, siger formand for Sydvestjysk Fiskeriforening i Hvide sande og Esbjerg, og næstformand i Danmarks Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen.

Markedet for hesterejer kollapsede den 21. april, fordi tilførslerne af hesterejer var alt for store, og de danske fiskere måtte sende 30 tons hesterejer afsted til fiskemelsfabrikken, fordi de ikke kunne opnå den mindstepris, de har forpligtet sig til.

- Markedet kan tage 700 tons om ugen. Men i øjeblikket er der 5-600 skibe i Holland, Belgien og Tyskland, der fisker hesterejer, fordi der er så mange af dem, og ikke så mange større fisk. Hvert skib kan tage 3-5 tons om ugen. Og så går det jo galt, forklarer Jesper Juul Larsen.

Havet fyldt med hesterejer

Holland og Tyskland og Belgien har iføleg Jesper Juul Larsen ingen begrænsninger på, hvor mange hesterejer de må fiske. Og havet er i øjeblikket fyldt med hesterejer helt nede fra Belgien og op til Skagerak.

- Det er helt vildt. Og ingen ved hvorfor, det er sådan. Jeg betragter det som et naturfænomen, siger Jesper Juul Larsen.

Håber på kollegial forståelse

De danske hesterejefiskeri mødtes tirsdag i Hvide Sande for at drøfte vanskelighederne ved afsætning af hesterejerne.

For de fleste hesterejsefiskere kan ikke bytte rundt til andet fiskeri.

- Vi kan risikere at skulle ligge stille i mere end 14 dage. Og det er der nok nogen af os, der ikke kan holde til. Så det ser sort ud for os i øjeblikket, erkender Jesper Juul Larsen.

Nu håber han og de øvrige danske hesterejefiskere på at deres kollegaer i Holland, Tyskland og Belgien modererer fiskeriet af hesterejer, så markedet igen bliver normalt.