Her kæmper de imod ensomhed blandt mandlige pensionister

​Pensionisterne kan tage på tur sammen, hvor de både oplever noget nyt og tilbringer tid i hinandens selskab.

Klar til tur. Selvom håret er gråt, så er forventingerne stadig store.
Klar til tur. Selvom håret er gråt, så er forventingerne stadig store.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

De kalder sig for Gutterne.

De har det tilfælles, at de ikke er helt så unge, som de var engang, og så er de i risikogruppen for at blive ensomme. De er alle sammen mandlige pensionister og fra Skjern.

- Ensomhed i vores samfund er et problem, og hvis man ikke har gode sociale relationer, og hvis man ikke har et fællesskab, som man kan være en del af, så er man i risikogruppen for at være ensom, fortæller Bente Lindgreen. Hun er pædagog ved Skjern Seniorcenter.

For at kunne kalde sig en gut, så skal alderen være rundet 60. Sammen tager de på ture ud i landet.

- Jeg er alene i dagligdagen, men har en kone, som er på plejehjem, for hun er meget dement. Og derfor er det her rigtigt godt for mig, fortæller Svend Bollerup Pedersen.

På tur til Ribe

Gutterne er tilknyttet Skjern Seniorcenter og Seniorgården i Tarm. Denne gang går turen til Ribe, og forventningerne er høje.

- Det er for at komme en lille smule ud og træffe andre mennesker, fortæller Hans Juul Mikkelsen.

Hans gik på pension for tre år siden og fik pludselig en hel del fritid. Derfor er forventninger til turen også store.

- Det er dejligt at være sammen med flokken. Nogle kender man i forvejen, mens nogle er nye, som man kommer til at kende. Turen bliver god, siger han, da han stiger på toget.

Gutterne besøger virksomheder og er til foredrag, og det er vigtigt, at der er noget på programmet, når de er på tur. De mødes hver måned, og når de er flest, så er der 120 af dem.

1:51