Håndbold: Tidligere Skjern-spiller bliver direktør i 1. divisionsklub

Den tidligere håndboldspiller Daniel Svensson er ny direktør for Ajax Københavns herrehold.

Daniel Svensson sluttede sin karriere i Skjern.
Daniel Svensson sluttede sin karriere i Skjern.
Foto: Skjern Håndbold

Ajax Københavns herrehold får ny styrmand på ledelsesgangen. I dag meddeler håndboldklubben, at Daniel Svensson fra den 1. august tiltræder stillingen som direktør for 1. divisionsholdet.

Sluttede karrieren i Skjern   

Den tidligere professionelle håndboldspiller tager over for nuværende direktør Mikkel Frid, der dog stadig vil være en del af ledelsen i klubben. Svensson spillede selv for Ajax København i tre år fra 2000 til 2003. Efterfølgende bød karrieren på ophold i FCK Håndbold, AaB Håndbold, spanske Toledo, tyske Tus N-Lübbecke og Skjern Håndbold, inden han satte håndboldskoene på hylden i 2017.

Undervejs blev det også til otte landskampe.

Ramt af skader og sygdom

I løbet af sin karriere blev Svensson ramt af flere alvorlige knæskader, ligesom han har været ramt af kræft. Siden sit karrierestop har Svensson blandt andet fungeret som ekspertkommentator på TV2's håndboldudsendelser.