Fusion: Højmark og Team Benns Ski

Stor skifusion mellem to midt- og vestjyske rejseselskaber.

ski.jpg

Fusionen mellem de to rejseselskaber betyder, at de nu bliver Skandinaviens største skiudbyder i alperne. Fusionen kommer som en helt naturlig ting, fortæller John Brügmann, der er administrerende direktør for Højmark Rejser.

- Baggrunden er, at kravene til os bliver større. Vi skal have bedre og bedre produkter til kunderne. Og så har vi nogle store konkurrenter, som vi skal kunne konkurrere med, siger direktøren.

Nye produkter

Det fusionerede selskab kommer til at sende 40.000 danske skigæster på skiferie om året. John Brügmann fortæller, at man som gæst ikke vil komme til at mærke den store forskel, men at der vil blive udviklet nye produkter til skiglade danskere.

Højmark Rejser har købt aktiviteterne i Team Benns Ski og overtaget medarbejderne.

Ved fusionen bliver Team Benns Ski skilt fra Team Benns A/S, der fortsætter med sine øvrige rejser.